Du har været på ferie… eller du har fået ny e-mailadresse… eller mails er fjernet af dit smamfilter… Der kan være mange årsager, men resultatet er at du ikke har set en opkrævning fra DK-Hostmaster, og heller ikke fået rykkerne og nu er dit domænenavn blevet suspenderet. Eller dit webhotel er blevet lukket… med andre ord: Du har mistet dit firmanavn!

Når du køber et domænenavn, så er der som regel to instanser som du årligt skal betale til.

Den ene er DK-Hostmaster*

Den anden er dit webhotel **

Hvis du glemmer at betale afgift til bare én af disse, så mister du din hjemmeside.

Hvis du glemmer at betale domæneafgiften, så sker der som regel først det, at navnet bliver suspenderet i en periode. I den periode kan andre ikke overtage det, og så længe det “bare” er suspenderet, har du mulighed for at redde det ved at kontakte det registreringskontor som har ansvaret for dit domæne. Er suspenderingsperioden udløbet er domænet slettet, og kan allerede være overtaget af en anden person eller virksomhed og så vil det straks være ganske vanskeligt at få det tilbage.

Hvis du har glemt at betale afgiften for dit webhotel, så vil det betyde at din hjemmeside og e-mailadresser ikke virker. Domænet er dog stadig aktivt. Det er dog slemt nok, for alle filer og databaser kan allerede være slettet når du opdager det og det vil være et stort arbejde at få det genetableret, medmindre webhotellet har gemt en sikkerhedskopi. Det er dog langt fra alle webhoteller som tilbyder automatisk sikkerhedskopiering, så vær forberedt på at det vil kræve rigtig meget tid at få det til at køre igen.

Har du brug for hjælp – eller vil du bare snakke om dette emne, er du velkommen til at kontakte mig

FAKTA:

* DK Hostmaster er administrator for alle domænenavne, der ender på .dk. Det betyder, at alle .dk-domænenavne er registreret hos dem, og at de har kontaktinformationer (stamdata) på alle de, der har registreret et domænenavn. Hos DK Hostmaster udføres således alt det administrative arbejde, der er med at holde styr på domænenavne, der ender på .dk.
Der findes tilsvarende administratorer for alle domæner.
Der skal betales en årlig afgift pr. domæne.

** Et webhotel er en plads på en server på internettet hvor du har din hjemmeside liggende så andre kan tilgå den. Denne service tilbydes af forskellige webhostingfirmaer til mange forskellige priser. De tilbyder også andre services hvor du fx kan administrere dine e-mailadresser.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *