Du modtager en masse e-mails. Mange af dem er uønskede spam-mails, men heldigvis har vi spamfiltre som kan frasortere en stor del af disse. Men nogle slipper igennem alligevel.
En af de mails, som vækker din interesse er fra en virksomhed, som vil have dig til at udføre et stykke arbejde eller de bestiller nogle varer hos dig. Eller det er fra en, som sender dig et godt tilbud.
Men kan du nu også stole på, at det er en seriøs henvendelse? Eller har du en mistanke om at det kan være noget grimt du er på vej ud i?
Hvis jeg er i tvivl, og det er jeg ofte, så er afsenderens e-mailadresse det første jeg kigger på – og særligt domænenavnet – det der er efter @.
Og så er det netop at det er et spørgsmål om tillid!
Slutter e-mailadressen på .cn ? – Mails der slutter på .cn kommer fra Kina. Da jeg ikke normalt handler med Kina, har denne afsender absolut ikke min tillid.
Er der tale om et @hotmail.dk eller en @gmail.com så er der også en lille alarmklokke der ringer. Alle kan oprette en Hotmailadresse, og der er mange af disse som kun bruges til spam.
Ethvert firma som mener det alvorligt har en hjemmeside med eget domæne. Så hvis du får en mail fra fx. TDC så vil du også kunne forvente at mailadressen slutter med det samme som deres hjemmeside, nemlig @tdc.dk – men hvis den kommer fra tdc@gmail.com eller tdc@chinanet.cn så ved du næsten på automatik, at der er noget galt.
Kan dine kunder have tillid til dig?
Ja, selvfølgelig kan de det. Men har de det, hvis du som virksomhed sender mails med en afsender der hedder @mail.dk, @hotmail.dk eller @gmail.com – måske vil nogen, men langtfra alle.
Så derfor, når nu du har en hjemmeside, og dit eget domænenavn, så få dog opbygget en tillid til din virksomhed og benyt også domænenavnet i din e-mailadresse.
– Og en lille sidegevinst: Når du bruger dit eget domænenavn, så har du samme adresse uanset hvem du benytter som internetleverandør. Hvis du bruger et af de domænenavne, som din leverandør tilbyder, så kan du ikke regne med at beholde din nuværende e-mailadresse hvis du skifter leverandør.