Hvorfor du skal overveje ikke at bruge æøå i primære domæner?
- Du kan ikke bruge domænet til mail
- Det er vanskeligt, at skrive æøå hvis du bruger en computer uden dansk tastatur
- Du kan ikke være sikker på at alle browsere opfatter IDN korrekt
- Det er ikke alle steder du kan lave links til domæner med æøå
Hvad er så det optimale for dig?
Hvis du har en hjemmeside der henvender sig til et internationalt publikum, det kan være hoteller, campingpladser og andre turistrelaterede virksomheder eller virksomheder som handler med kunder i andre lande, bør dit primære domæne altid være det uden æøå.
Du bør dog sikre dit navn ved at registrere domænet med æøå også. Det skal så viderestille til dit primære domæne (redirect 301).
fx firmaet Rødovre Færge (fiktivt) er en internationalt relateret turistvirksomhed. Det primære domæne bør derfor være www.roedovrefaerge.dk (evt. med bindestreg). Det skal være det primære domæne og skal også anvendes til e-mails. www.rødovrefærge.dk bør dog også registreres og være aktivt, men alle opslag til det navn skal så redirectes til hoveddomænet.
Rødovre Smørrebrød (fiktivt) er meget lokaltorienteret. www.rødovresmørrebrød.dk kan du derfor sagtens vælge som det primære domænenavn til hjemmesiden. Men da det kan ikke bruges til mails, er du under alle omstændigheder også nødt til at have domænet roedovresmoerrebroed.dk. Så af den årsag vil jeg ikke anbefale at have æøå-domæner som primære domæner.
Er det spild at købe et IDN-domæne?
Jeg mener ikke at det er spild at købe et IDN-domæne, hvis der er en naturlig relation til virksomhedens navn eller produkter. Og et IDN-domæne vil ofte være mere mundret end et standarddomæne, hvilket er en absolut fordel i forbindelse med trykt markedsføringsmateriale, bus- og stoppestedsreklamer og andre steder, hvor der ikke er tale noget interaktivt.
Skal du bruge o eller oe i stedet for ø?
Der er en standard til hvordan man skriver de danske bogstaver på et udenlandsk tastatur:
- Æ = AE
- Ø = OE
- Å = AA
Jeg vil anbefale at det primære domænenavn overholder dette mønster. Men lige så vel som jeg vil anbefale at man registrerer det tilsvarende æøå-domænenavn, så vil jeg også anbefale at du registrerer domænet, hvor “o” sættes som erstatning for “ø” og “a” sættes for “å”. Selvfølgelig med viderestilling til det primære domæne.
Hvad gør du nu?
Kontakt mig for at få råd om det optimale valg for din virksomhed. Jeg kan også hjælpe med at registrere domænenavne og etablere webhotel til din hjemmeside.